Spidskommen anvendes meget hyppigt i indisk madlavning (samt også i det mexicanske og nordafrikanske køkken) og må ikke forveksles med den kommen, som anvendes i fx ost og snaps; Spidskommen har en lidt bitter og ganske anderledes smag.
Krydderiet anvendes i både hel og stødt form. Vær opmærksom på, at spidskommen brænder hurtigere på end de fleste andre krydderier.
Hel spidskommen: I indisk madlavning vil du ofte begynde med at smage olien til med et eller flere hele krydderier.
Er olien godt varm, kan spidskommenfrø være stegte efter bare 5-7 sekunder. Ved mindre hård varme skal de stadig have kort tid – og næppe mere end 45-60 sekunder. De skal steges indtil de afgiver deres aroma og har fået en lidt mørkere, rødbrun farve. Spidskommenfrøene må ikke blive sorte. I så fald er de brændt på, og smagen vil da være meget bitter. Sker det må du kassere dem og begynde forfra.
Stødt spidskommen: Dette krydderi mister hurtigt sin smag i stødt form. Du bør derfor altid selv støde spidskommen. Og inden da bør du tørriste de hele spidskommenfrø. Dvs. stege dem på en pande uden fedtstof. Du skal igen stege dem, indtil de afgiver deres aroma (som kan have en svag dunst af armsved over sig!). Det tager imellem 2-5 minutter ved medium-lav eller medium varme. Deres farve vil allerhøjest være en anelse mørkere. Lad dem køle helt af (hvilket tager ml. 10-15 minutter) hvorefter du kan støde dem i fx en elektrisk kaffemølle. Læs mere om hele denne proces i artiklen Sådan rister og støder du krydderier.
Speak Your Mind